Feb. 2021 | Konkursanalyser | Konkursanalyse

I 2020 var erhvervslivet iført en konkursteflon – blandt andet hjulpet af forskellige hjælpepakker. Men nu ser det ud til, at der begyndt at gå hul på beskyttelsen i erhvervs-Danmark. 1122 virksomheder gik konkurs i januar – det er en stigning på 104 procent sammenlignet med samme måned i 2020.

For at finde flere konkurser i løbet af en måned skal vi tilbage til marts 2019 – i en periode, hvor skifteretter havde opbygget en pukkel af konkursbehandlinger.

  • Det er meget glædeligt, at erhvervslivet har fået en håndsrækning i slutningen af januar i form af låneaftaler fra staten for 170 milliarder kroner. Det ser ud til, at det er nødvendigt, og det er glædeligt, at sunde og profitable virksomheder nu får hjælp til og muligheden for at komme ud på den anden side af corona – forhåbentlig snart.
  • Mange virksomheder har sikkert frygtet marts, hvor betalinger til det offentlige skulle falde. Nu får de heldigvis en hjælpende hånd i en udfordrende tid, siger Bo Rasmussen, der er nordisk salgsdirektør hos data- og analysevirksomheden Experian, der står bag januars konkursanalyse.

Ifølge Bo Rasmussen kan der paradoksalt nok findes noget positivt i de stigende konkurstal ved at se på 2020-tallene. – Det stigende antal konkurser i januar er negativt, men hvis vi skal tage de positive briller på og nuancere lidt, kan det være, at vi nu blot ser de konkurser, som vi har skudt foran os i 2020, hvor antallet af konkurser ikke rimede på den krise, vi befinder os i. Den positive fortælling om dansk økonomi bakkes op af de flotte beskæftigelsestal for december, hvor der stadig er stor interesse for at ansætte. Selvom noget af stigningen er relateret til offentlige corona-aktiviteter, pointerer han.

Stigningen i antallet af konkurser er spredt godt ud på brancher. I faktiske størrelser er restauration og overnatning stadig den branche, hvor konkurserne er hyppigst. 3,84 virksomhed ud af 1.000 i branchen gik konkurs i januar 2021.