6.450 virksomheder blev ifølge analyse- og datavirksomheden Experian stiftet i andet kvartal 2023 – det er et fald på 5,6 procent sammenlignet med samme kvartal i 2022. Usikre udsigter lader til fortsat at holde iværksætterlysten nede i 2023.
De seneste kvartaler har færre danskere kastet sig ud i drømmen om at skabe egen virksomhed. Nu viser vores nyetableringstal for andet kvartal, at den nedadgående trend fortsætter.
6.450 nye virksomheder så dagens lys i andet kvartal af 2023 – dermed er status på nyetableringer for første halvår 2023 12.978 nye virksomheder. Det svarer til et fald på næsten 10 procent i første halvår og lidt over fem procent i andet kvartal sammenlignet med perioden i 2022.
– Vi ramte et ni års lavpunkt i iværksætterlysten i første kvartal 2023, og den negative tendens fortsætter i andet kvartal. Optimismen blandt danske iværksættere er tydeligvis presset lige nu, selvom nedgangen dog ser ud til at have været kraftigere i første kvartal, siger Bo Rasmussen, der er direktør hos analyse- og datavirksomheden Experian.
Han fortsætter:
– Det er nærliggende at tro, at inflation og afmatningen i økonomien har betydet, at danske arbejdstagere så vidt muligt søger tryghed i faste jobs og derfor i lavere grad vover sig ud i at etablere nye virksomheder, siger Bo Rasmussen, der samtidig påpeger, at vi ikke endnu har set de helt store krisetegn, mens forbrugerne er begyndt at få lidt varme i kinderne igen ovenpå inflationschok og energikrise.
Lav forbrugertillid og hårdt kreditmarked
Experian-direktørens synspunkter underbygges med statistik fra Danmarks Statistiks forbrugertillidsindikator, som stille og roligt er begyndt at stige.
– Det er umiddelbart positivt, at forbrugertilliden er steget fra det rekordlave udgangspunkt i efteråret 2022, men det er værd at bemærke, at tillidsindikatoren delvist sammenligner situationen med for 12 måneder siden. Derfor er sammenligningsgrundlaget beskedent, og vi skal passe på med at strække hænderne for meget i vejret.
– Samtidig er der ingen tvivl om, at kreditmarkedet for både nye og etablerede virksomheder er blevet vanskeligere de seneste kvartaler. Det er blevet markant dyrere, men også sværere at låne penge, pointerer Bo Rasmussen.
Hos Experian er der konstant fokus på at skabe de bedste rammer for at långivere kan tilbyde ansvarlig kreditvurdering til nyetablerede virksomheder. Bo Rasmussen opfordrer både långiver og -tager til at have realistiske forventninger til kreditmulighederne for at undgå store nedskrivninger og mange konkurser.
Normalt er det i Gentofte Kommune, at koncentrationen af entreprenante indbyggere er højest, men i andet kvartal er det borgerne i Dragør, der var mest iværksætterlystne. Det er dog stadig indbyggere i og omkring København, der er mest flittige til at få et CVR-nummer. De første ni pladser bliver indtaget af kommuner i eller i nærheden af hovedstaden.
Tallene i opgørelsen dækker over alle virksomheder, der får et CVR-nummer og er regnskabspligtige. De vil typisk være af formen A/S eller ApS.
Her ses udviklingen i nyetableringer fra 1. halvår 2008 til og med 1. halvår af 2023. Tallene er for de første seks måneder af hvert år. Vær opmærksom på, at tallene fra 2014-2019 er påvirket kraftigt af IVS-ordningen.
