Arbejds- og boligmarkedet buldrer fremad, men tilbage i marts 2020 var der ikke mange, der havde forudset, at vi halvvejs i 2021 ville stå i en højkonjunktur med stor forbruger- og erhvervstillid.
Ikke desto mindre er økonomien kommet sig overraskende hurtigt, og nu skyder nye virksomheder op i hastig fart. Det viser nye tal fra analyse- og datavirksomheden Experian, baseret på data fra Erhvervsstyrelsen.
- Iværksætterlysten i første halvår af 2020 var kraftigt påvirket af den store samfundsnedlukning forrige forår. Til trods for det er det alligevel markant, at der nu er over 30 procent flere danskere, der har mod på at kaste sig ud i livet som selvstændig. Det illustrerer jo fint den optimisme, der lige nu hersker rundt om i samfundet efter en længere periode med lav aktivitet, pointerer Bo Rasmussen, der er direktør hos Experian.
- Det er meget glædeligt for dansk erhvervsliv, at der er så stor iværksættertrang, for det betyder, at rigtig mange gode iværksætteridéer bliver ført ud i livet. Og jo flere af dem, der kommer ud og flyve, jo bedre er det samlet set for vores økonomi, fortsætter han.
Ifølge direktøren har corona-perioden højst sandsynligt haft en positiv indvirkning på iværksættertrangen i et bredt udvalg af brancher, fordi corona-krisen i modsætning til for eksempel finanskrisen har været meget branchespecifik.
Får udsatte brancher ny luft?
Rejse- og oplevelsesbrancherne er i blandt de hårdest ramte, men umiddelbart virker det til, at vi nu har et stort behov for at komme ud blandt andre mennesker. Og derfor spekulerer Experian-direktøren i, om der er et meget kraftigt lys for enden af tunnelen for oplevelsesindustrien.
- Feriepenge, lave renter og penge på bankkontoen har siden genåbningen været brugt flittigt på oplevelser, og den udvikling ser i den grad ud til at holde ved. I hvert fald sommeren over, siger Bo Rasmussen, der også påpeger, at for eksempel konkurstal for restaurationsbranchen var lave i juni.
Ifølge Experian-direktøren skal en del af de nye iværksættere også findes blandt de danskere, der har mistet jobbet, og som nu har fået skubbet til at starte egen virksomhed. Det er set tidligere, at kriser skaber nye dynamikker i erhvervslivet, og fundamentet for fremtidens vindere bliver ofte lagt i nedgangstider.
Virketrangen i årets første seks måneder er bredt funderet i hele landet sammenlignet med samme periode i 2020. Og nok en gang er det i hovedstaden, at koncentrationen af entreprenante danskere er højest. De største stigninger år til år står Lolland-Falster og Sydjylland for, mens sjællænderne er kommet langsomst ud af corona-starthullerne, når det kommer til de nationale mesterskaber i iværksætteri.
Tallene i opgørelsen dækker over alle virksomheder, der får et CVR-nummer hos Erhvervsstyrelsen og er regnskabspligtige. De vil typisk være af formen A/S, ApS, P/S, I/S og AMBA.
Se udviklingen i nyetableringer
Hent analysen herOm Experian
Vi er verdens førende leverandør af data, analyser og statistiske modeller, der leverer data og analyseværktøjer til kunder i hele verden. Vi hjælper virksomheder med at styre kreditrisiko, forebygge svindel, målrette markedsføring og automatisere beslutningsprocesser. Vi hjælper også privatpersoner med at kende deres kreditværdighed og beskytte sig mod identitetstyveri. I 2019 blev vi for sjette år i træk udnævnt af Forbes magazine som én af verdens mest innovative virksomheder.
Vi beskæftiger omkring 17.800 mennesker i 44 lande. Vores hovedkontor ligger i Dublin, Irland, med operative hovedkvarterer i Nottingham (UK), Californien (USA) og São Paulo (Brasilien).
Experian plc er noteret på London Stock Exchange (EXPN) og er en del af FTSE 100-indekset. Den samlede omsætning for finansåret der sluttede 31. marts 2021, var $5,2 mia..
Læs mere her: http://www.experian.dk/