Okt. 2022 | Konkursanalyser |

5.879 virksomheder blev ifølge analyse- og datavirksomheden Experian stiftet i tredje kvartal 2022 – det er et fald på 14 procent sammenlignet med samme kvartal i 2021. Heller ikke tallene for de første ni måneder af 2022 er voldsomt opmuntrende.

Ovenpå corona oplevede vi et sandt iværksætterboom, hvor blandt andet e-handelsvirksomheder så dagens lys hurtigere, end du kunne nå at stave til onlinehandel.

I de første ni måneder af 2022 er det lidt mere trægt med nyetableringerne. I tredje kvartal blev 5.879 virksomheder grundlagt i Danmark, mens tallet for samme periode sidste år var cirka 1.000 højere med 6.835 nye CVR-numre.

– Efter en ekstraordinær fremgang oven på coronanedlukningerne er det helt efter økonomibogen, at der kommer en nedgang. Dog må vi nok konstatere, at nedgangen er så kraftig, at den også skyldes et mørkere erhvervsklima lige nu. Det er dog værd at notere sig, at vi stadig er på et fint niveau sammenlignet med finanskrisen, siger Bo Rasmussen, der er direktør hos analyse- og datavirksomheden Experian.

Han fortsætter:

– De første ni måneder af 2022 har budt på færre nyetableringer end de første ni måneder af 2020, der jo som bekendt var kendetegnet ved den første, markante nedlukning i foråret,

Tallene i Experians opgørelse bygger på data fra offentlige registre.

Fremtidens vindere

Selvom Experian-direktøren kigger med en vis bekymring på økonomien lige nu, kommer han dog også med opløftende meldinger for iværksætterdanmark.

– Vi er alle på vej ind i en vinterperiode, der bliver hård i vores del af verdenen. Det er dog ikke utænkeligt, at vi begynder at se lys, når vi kommer nogle måneder længere frem. Og dér kan erhvervslivet begynde at positionere sig til fornyet fremgang. På plussiden tæller, at der blandt danskere, og generelt i den vestlige verden, er mange købestærke forbrugere, der forventeligt finder pungen frem igen, når der forhåbentlig falder ro på inflationen og energimarkederne, forklarer Bo Rasmussen.

Samtidig pointerer Experian-direktøren, at det historisk er i krisetider, at innovationen er høj og tilpasningen til en ny virkelighed sker hurtigt. Derfor forventer Bo Rasmussen, at det er i løbet af de næste måneder og kvartaler, at flere af fremtidens vindere bliver grundlagt.

– Danmark skal leve af iværksættere og deres gode løsninger på fremtidens problemer og udfordringer. Derfor er det vigtigt, at vi holder iværksættergryden i kog i en nedgangsperiode. Det kan både forbrugere og politikere tænke over og reagere på, så vi samlet kommer bedst muligt ud på den anden side. Efter finanskrisen gik der desværre lang tid, hvor iværksætteriet var på et lavt niveau, pointerer Bo Rasmussen.

Data giver indsigt

Hos Experian oplever Bo Rasmussen, at virksomheder lige nu har et særligt fokus på at gøre forretningen robust ved hjælp af for eksempel data og kundeindsigter. Ifølge direktøren har virksomheder i dag bedre mulighed for via især data at kende markedet og deres kunder rigtig godt. Og det giver de dygtigste et forspring, fordi der trods alt stadig er efterspørgsel derude.

Ud over et godt kendskab til kundernes købspræferencer er det lige nu også særlig vigtigt, at du kender dine kunders kreditstatus. Ifølge Bo Rasmussen vil der komme flere restancer i de kommende måneder, og derfor er ansvarlig långivning fortsat en vigtig prioritet.

Tallene i nyetableringsopgørelsen dækker over alle virksomheder, der får et CVR-nummer og er regnskabspligtige. De vil typisk være af formen A/S, ApS, P/S, I/S og AMBA.

Her ses udviklingen i nyetableringer fra 2008 til og med 2022. Tallene er for de første ni måneder af hvert år. Vær opmærksom på, at tallene fra 2014-2019 er påvirket kraftigt af IVS-ordningen.

Hent hele analysen her