Jun. 2022 | Konkursanalyser |

Truslen fra svindlere i teleindustrien er vokset så meget, at mange danske televirksomheder anser svindel som den største trussel for forretningen, viser ny undersøgelse fra Experian.

Danske televirksomheder er kommet under stort pres fra svindlere, der udnytter huller i virksomhedernes sikkerhedssystemer til at berige sig.

Ifølge en ny undersøgelse fra analyse- og datavirksomheden Experian, som er foretaget blandt topledere fra danske televirksomheder, mener 73 procent, at andelen af svindel er steget eller forblevet uændret i løbet af de seneste 12 måneder. Samtidig mener 44 procent af toplederne, at svindel er den største forhindring for at opnå virksomhedens mål.

– Undersøgelsen tegner et billede af, at svindel hos danske televirksomheder er blevet endnu mere udbredt efter pandemien. Det sker i takt med, at teknologien til at udnytte hullerne i sikkerhedssystemerne er blevet mere sofistikeret, hvilket gør det sværere for televirksomhederne at bekæmpe svindlerne, siger Bo Rasmussen, direktør hos Experian.

Øget sikkerhed på vej?

Telefoni er det mest udbredte kommunikationsnetværk, der findes, og anses som kritisk infrastruktur i Danmark. Derfor har svindlere haft rig mulighed for at finpudse deres metoder til at udnytte både televirksomhederne og deres kunder. På trods af de store omkostninger har de færreste televirksomheder fundet effektive modtræk mod svindlen.

– I en tid hvor televirksomhederne er under ekstra stort pres på grund af politisk uro rundt om i verdenen, har de nu en ekstra stor opgave at forholde sig til. Og det vil vise sig, om tiden er inde til, at sikkerhedstruslen vil blive prioriteret højere end andre investeringer, siger Bo Rasmussen.

Udnyt data og analyser til at reducere risici og churn, identificere nye kunder og forbedre onboarding af disse, samt fasthold de loyale kunder.

Læs mere om hvordan Experian kan hjælpe virksomheder i telebranchen

Noget kunne tyde på, at det er tilfældet. Undersøgelsen viser nemlig, at 70 procent af danske topledere i teleindustrien mener, at investeringer i at forhindre svindel er af kritisk eller høj prioritet.

– Det bliver nødvendigt at investere i kunstig intelligens, der kan øge indsigten , som virksomhederne kan analysere efter, således at selskaberne får en præcis idé om, hvad og hvordan svindlerne handler, og hvordan de kan stoppes. Det kan i sidste ende betyde færre omkostninger, lavere priser og øget profit for hele branchen, siger Bo Rasmussen.

Investeringer i IT-sikkerhed involverer imidlertid komplekse teknologier, som kræver store ressourcer at implementere og vedligeholde. Men undersøgelsen viser, at 58 procent af respondenterne har øget budgettet til svindelbekæmpelse.